NORRIQ
NORRIQ Cloud Data Hub - NORRIQ

Integrationer - nøglen til vækst og effektivitet

Forbind hele jeres systemlandskab i skyen og oplev friheden ved at simplificere det komplekse - og ved altid at kunne vælge det system, der passer bedst.

Fra integrationer til forretningsfordele

Mange systemlandskaber er i dag præget af punkt-til-punkt-løsninger, manuelle dataudtræk og “specielle tilfælde”, som gør det dyrt at ændre og svært at skalere. Samtidig skærper EU-lovgivning kravene til dokumentation, nye AI-værktøjer øger forventningerne til datagrundlag, og markedet flytter sig hurtigere end nogensinde.

Derfor oplever virksomheder med ambitioner om vækst, skalering og hurtigere beslutninger i stigende grad, at kompleksiteten i deres digitale landskab bremser fremdriften. Og derfor bør alle interesserer sig for integrationer - og især integrationsplatforme - lige nu. 

Når integrationer og dataflows bliver en platform fremfor et kludetæppe, bliver det markant lettere at lancere nye digitale initiativer, onboarde nye systemer, åbne for nye kanaler og etablere samarbejder med kunder og partnere. Det betyder hurtigere time-to-market, lavere omkostninger og en mere robust drift. Læg dertil bedre governance, højere datakvalitet og en skalerbar arkitektur, der gør det muligt at reagere, når forretningen ændrer sig.

Alt i alt bør integrationer ikke længere anskues som isolerede IT-projekter i kælderen. Det er blevet en ledelsesdisciplin, og en forudsætning for at kunne understøtte en forretning, der kan følge med AI, opkøb og morgendagens krav

Sammenhæng mellem forretning, data og teknologi

Virksomheder, der skal forbinde ERP, PIM, CRM, webshop og serviceplatforme, vælger typisk mellem tre tilgange: en samlet integrationsplatform, specialiserede integrationsværktøjer eller skræddersyede integrationer. En platform giver stærk governance og skalerbarhed, men kræver en investering og specialistkompetencer. Specialværktøjer løser afgrænsede behov hurtigt og billigt, men mister styrke, når kompleksiteten vokser på tværs af systemer. Skræddersyede integrationer giver fuld kontrol, men risikerer at skabe en teknisk gæld uden fælles standarder og klart ejerskab.

Mange bruger i praksis en kombination, og målet er derfor ikke én rigtig løsning, men en arkitektur, hvor de kan sameksistere. Det kræver, at man standardiserer, hvor det giver mening, bevarer fleksibiliteten og altid tager udgangspunkt i forretningens reelle behov. Værdien ligger ikke i ét værktøj, men i sammenhængen mellem forretning, data og teknologi.

Den nye risiko: AI kan skabe en ny form for digitalt lock-in

AI-værktøjer og -agenter breder sig hastigt i marketing, kundeservice, økonomi, salg og produktion – og forbindes ofte direkte til de systemer, der rummer de data eller den funktionalitet, opgaven kræver. Nogle forbindelser etableres centralt af IT, andre opstår, når medarbejdere selv eksperimenterer. Hver for sig fungerer de fint, men efterhånden som antallet vokser, mister organisationen overblikket over, hvilke værktøjer der har adgang til hvad, og hvilke handlinger de må udføre.

Det er et kendt mønster: Tidligere skabte direkte punkt-til-punkt-forbindelser en spaghetti-arkitektur, hvor det blev dyrt og risikabelt at skifte ud. AI risikerer at accelerere den udvikling, og forskellen er, at agenter ikke kun udveksler data, men fortolker, anbefaler og handler på tværs af processer. Svaret er ikke at bremse AI-initiativerne, men at opsætte klare arkitektur- og governanceprincipper, før de bliver forretningskritisk infrastruktur: fælles grænseflader og datamodeller, tydeligt ejerskab, styrede rettigheder og sporbare handlinger.

Fra opkøb til synergier: Integrationens undervurderede rolle

Når virksomheder vokser gennem fusioner og opkøb, er det ofte integrationen af to systemlandskaber, der bliver den første store forhindring. Kernefunktioner fortsætter typisk med at køre parallelt i to ERP-, CRM- eller PIM-systemer, fordi produkt-, kunde- og ordredata er defineret forskelligt i de to organisationer. Resultatet er mere manuelt arbejde, inkonsistente data og langsommere beslutninger. Kunderne mærker det direkte gennem separate fakturaer, forskellige priser eller et ufuldstændigt overblik over egne ordrer. Samtidig koster overflødige systemer i licenser, vedligeholdelse og manuelle work-arounds, hvilket kan forsinke netop de synergier, opkøbet skulle skabe.

Integration bør derfor være en del af opkøbsstrategien fra start. Målet er ikke øjeblikkelig harmonisering, men en integrationsarkitektur, der lader de to landskaber arbejde sammen, mens systemer konsolideres gradvist ud fra forretningsmæssige prioriteter. Fælles grænseflader og datamodeller gør data fra begge sider tilgængelige for kundeportaler, salg og rapportering, uden at alt skal bygges om på én gang.

Adresseres integration tidligt og bevidst, bliver teknologien en løftestang for opkøbet – og ikke en barriere for de forventede omkostnings- og indtægtssynergier.

Hvor er forretningsværdien?

Integration skaber værdi på tværs af hele organisationen – fra vækst og bedre kundeoplevelse til større kontrol og mere pålidelige data – men kun med en arkitektur, der understøtter forretningens retning frem for at begrænse den. Værdien opstår, når processer, data og teknologi spiller sammen. 

På den måde bruger medarbejderne mindre tid på at afstemme data, ledelsen får et stærkere beslutningsgrundlag og hele virksomheden får frihed til at handle sikkert og tænke langsigtet. Samtidig styrker fælles definitioner og styrede dataflows tilliden til data, til gavn for rapportering, driftsplanlægning og kommercielle beslutninger.

CEO

Større frihed til at vokse, gå ind på nye markeder, integrere opkøb og introducere nye forretningsmodeller, brands og kanaler.

CFO

Mere pålidelig økonomisk og driftsmæssig information, mindre manuel afstemning og større gennemsigtighed omkring omkostninger og risici.

CIO/COO

Et mere styrbart systemlandskab med klarere grænseflader, færre afhængigheder og stærkere datadisciplin. Mere stabile og forbundne processer på tværs af lager, produktion, logistik, ordrestyring og service.

CMO & Sales

Et stærkere fundament for kundeindsigt, segmentering, personalisering og konsistente oplevelser på tværs af kanaler.

Integrationsplatforme - hvilken passer bedst?

Vi anbefaler Lobster eller NORRIQ's egen Cloud Data Hub

Når systemer som ERP, webshop og PIM skal spille sammen, findes der flere veje til målet. Lobster er en fleksibel integrationsplatform, der med et bredt bibliotek af standardkonnektorer og en visuel, kodefri opsætning gør det muligt at etablere og justere integrationer hurtigt – ideel, når landskabet er relativt enkelt, og behovet er få, veldefinerede dataflows uden store udviklingsressourcer. Cloud Data Hub er NORRIQs eget integrationsframework, der orkestrerer integrationer og standardiserer datamodeller på tværs af systemerne i én sammenhængende, genanvendelig datastrøm. Den giver især værdi, når IT-landskabet er i udvikling, fx ved vækst gennem opkøb, ved systemudskiftninger, ved komplekse værdikæder med mange platforme eller når central overvågning og fælles datamodeller bliver afgørende for fleksibilitet og robusthed på sigt.

Hos NORRIQ hjælper vi med at vælge og implementere den løsning, der matcher jeres nuværende og fremtidige behov bedst.

Vil I høre mere?

Book en uforpligtende snak med en IT-forretningskonsulent